Kollektiv rutetrafik kontra flextur
Som læseren ved, har der især i Kokkedal Øst området været megen tumult omkring nedlæggelsen af busrute 383.
Både Seniorrådet og Ældre Sagen kæmpede for oprettelsen af ruten og for at beholde rutens ”sløjfe” midt gennem Kokkedal Øst, via Ullerødvej og Ullerødgårdsvej. Mange høringssvar er sendt til kommunens embedsmænd og politiske udvalg, mange læserbreve er sendt til de lokale medier, og mange møder om emnet er afholdt.
På et møde den 5. december 2015 med blandt andet Borgmesteren er det nu besluttet at indføre en forsøgsordning (gældende for 2016) i Kokkedal Øst, hvor alle pensionister kan visiteres til gratis flextur i 2016. Denne løsning er et efterslæb, beskrevet som et løfte tilbage i budget 2015-2019 forhandlingerne. Kommunen har dermed holdt sit løfte. Ordningens detaljer er dog ikke klar endnu fra administrationens side og skal i februar-marts 2016 behandles i de politiske udvalg.
Seniorrådet udtrykte på ovennævnte møde tilfredshed med, at kommunen holdt løfte, men samtidig udtrykte vi vores bekymring omkring gratis kørsel kun for Kokkedal Øst pensionister.
Måske når ordningen dog ikke at blive realiseret, idet der er fornyede forhandlinger mellem Hørsholm og Fredensborg Kommuner omkring ”genoprettelsen” af buslinje 383 føromtalte ”sløjfe” på ruten. Da kommunen skal spare penge bliver denne nye ”sløjfe” begrænset, idet planen er, at den kun gennemkøres den ene vej. Og jo, det er meningen, at de 5 nedlagte busstoppesteder på ”sløjfen” nu skal erstattes af to nye (ruten kører jo kun den ene vej). Hvis de to kommuner kan blive finansielt enige, er tanken, at ”sløjfen” på rute 383 gennem Kokkedal Øst iværksættes december 2016. Her slutter samtidig den gratis flextursordning for området.
Seniorrådet og Ældre Sagen mener, at en kombination af fast busrute og flextur er rigtig gavnlig for de ældres forskellige behov.
PS: I dag den 17. januar 2016 forhøjer og forringer MOVIA takster og vilkår for flextur.
Michael Huusom
Medlem af Seniorrådet i Fredensborg Kommune,
Medlem i bestyrelsen for Ældre Sagen i Fredensborg Kommune.