Status på træningsområdet

Møde 15. januar 2018 i Social- og Seniorudvalget

Kommentarer til Dagsordenens punkt 10 – Status på træningsområdet 

Seniorrådet skal udtrykke stor tilfredshed med de initiativer, der har fundet sted på træningsområdet, f.eks. GLA:D- projektet, som gigtpatienter har haft mulighed for at gennemgå.  Den grundige instruktion, der finder sted, giver patienterne gode resultater og samtidig en smertelindring.  For mange patienter er der således formentlig tale om, at de undgår operation/hospitalsindlæggelse med efterfølgende genoptræning. Det er ikke oplyst,  om virkningen af GLA:D projektet er længerevarende, og hvis dette ikke er tilfældet, om patienterne burde gennemgå et opfølgningskursus. 

Seniorrådet skal derfor foreslå, at der i kommende budgetter reserveres ressourcer til, at deltagere i GLA:D projektet tilbydes et opfølgningskursus.

Med hensyn til selvtræning skal Seniorrådet – endnu engang – udtrykke, at det ikke er acceptabelt, at borgerne træner uden nogen form for supervision eller check efter en given periode.  Forkert træning kan somme tider være mindre gavnlig end ingen træning.  Når man tager i betragtning, at der er tale om egenbetaling ved selvtræning, forekommer det endnu mere uforståeligt, at der ikke afsættes ressourcer til supervision. 

Seniorrådet foreslår derfor, at der i de kommende budgetter tages hensyn til, at denne gruppe borgere har behov for bekræftelse på, at deres træning gavner, netop fordi de træner korrekt.

Fredensborg Seniorråd

Om Fredensborg Seniorråd

Dette indlæg udtrykker den officielle mening fra Fredensborg Seniorråd, Henvendelse om dette indlæg kan sendes til info@seniorraad.dk
Dette indlæg blev udgivet i Høringssvar. Bogmærk permalinket.