Giv de ældre samme gode muligheder som de yngre

Læserbrev i Frederiksborg Amts Avis den 26. august 2017.

af Anette Lewinsky, Medlem af Fredensborg Seniorråd

Efter Serviceloven, § 97, skal kommunerne tilbyde ledsager 15 timer om måneden til personer under folketingsalderen, der ikke kan færdes alene på grund af betydeligt nedsat funktionsevne. Aldersgrænsen kan ifølge loven ikke sættes til under 67 år.

Man skal være yngre end folkepensionist for at blive tildelt en ledsager. Oprindelig gjaldt ledsageordningen kun for personer mellem 18 og 67 år. Det førte til kritik fra en del kommuner og medførte en lovændring i 2002. I forarbejderne til lovændringen hed det bl.a.: ”… Det findes ikke rimeligt, at mange stærkt fysisk handicappede i alderen 18-67 år fra den dag, de fylder 67 år, ikke længere har mulighed for at deltage i aktiviteter uden for hjemmet. Handicappet formindskes eller forsvinder ikke med alderen, og gruppen, der er tale om, er meget afhængig af hjælp fra andre.

Der skete så en delvis ophævelse af aldersgrænsen, men ikke en total. Lovgiver udelukker fortsat ældre personer efter følgende betragtninger:      ”….. alderskriteriet på 67 år blev fastsat, fordi ordningen ikke var tænkt som en generel foranstaltning for ældre. Aldersgrænsen er endvidere fastsat af økonomiske årsager.” En svært handicappet folkepensionist, der hidtil har klaret sig med sin partner som ledsager, er således ikke berettiget til en kommunal ledsager den dag, partneren falder bort. Tilsvarende med den, der først rammes af handicap som folkepensionist.

På denne baggrund kan det muligvis virke urimeligt at opfordre byråds-medlemmerne til at se stort på alderskravet. Der er imidlertid en kattelem:

Serviceloven giver kommunerne mulighed for at indføre forsøgsordninger, og det har flere kommuner da også gjort. Nogle har gjort det som frikommuner, mens andre har opnået tilladelse fra Børne- og Social-ministeriet. Nogle kommuner giver et mindre antal ledsagetimer end 15 om måneden, nogle 11, andre 8 og andre igen 5 timer.

Med disse ord skal jeg opfordre også Fredensborg Kommune til at indføre en forsøgsordning, så ældre personer med alvorlige handicap lige som yngre kan tildeles en ledsager og derved være med til at rette op på den urimelige aldersdiskrimination, der rammer stærkt handicappede personer og dermed tillige deres pårørende.

Anette Lewinsky

Om Anette Lewinsky

Pensioneret jurist. Arbejdede hos Folketingets Ombudsmand og ved domstolene. Medlem af Danske Handicaporganisationer. Fokuspunkter: ældre med handicap, retssikkerhed ved offentlig sagsbehandling samt tilgængelighed.
Fredensborg Seniorråd er ikke ansvarlig for indholdet af dette læserbrev, udtrykte meninger står alene for forfatterens regning.

Dette indlæg blev udgivet i Læserbreve og tagget , . Bogmærk permalinket.